Holeby Bryggeri
Fra Roskildeegnen kom i 1879 Rasmus Nielsen og købte Klinkegården. Han var en driftig mand, der ved siden af landbruget opførte og ledede Holeby Bryggeri. Det nøjagtige årstal for bryggeriets opførelse kendes ikke.
 
Et jordlod ved siden af bryggeriet blev i øvrigt i 1901 solgt af brygger Nielsen til maskinfabrikant H. Christoffersen, som i 1902 opførte Holeby Maskinfabrik, som senere blev en del af det store selskab B & W Diesel.
 
Efter endnu et par år solgte brygger Nielsen hele sin ejendom med gård og bryggeri til Edv. Madsen for en overtagelsessum af 80.000 kr. Edv. Madsen indlagde nye maskiner i bryggeriet og øgede yderligere omsætningen.
 
I 1910 solgtes gården og bryggeriet atter, denne gang til gårdejer P. Valdemar Pedersen Ebbe, der kom fra Skårup ved Nysted. Købesummen var nu 112.000 kr.
Denne besad ejendommen i en halv snes år og forandrede bygningerne en del uden at de dog forbedredes herved. Gården havde en stor omsætning af sukkerroer og bryggeriet af hvidtøl. Ebbe var desuden fra 1913 til 1920 sognefoged i Holeby.
 
Ebbe solgte i 1920 gården til C. A. Th. Johansen, som var gæstgiver på Holeby Kro. Salgsprisen var nu nået op på 250.000 kr.
Efter kun et par år solgte Johansen i 1923 bedriften til Jes Clausen. Efter fem til seks år forlod også han gård og bryggeri med et formuetab.
 
Gården og bryggeriet overtoges nu af murermester Antonsen fra Holeby sammen med forpagter Jessen fra Nielstrup, gårdejer Lars Johansen fra Herritslev og købmand Rasmus Nielsen fra Holeby (ikke at forveksle med bryggeriets grundlægger. Disse solgte snart til N.P. Olsen fra Våbensted, men måtte igen i 1931 overtage ejendommen.
 
I maj 1933 holdtes der på Rødby dommerkontor tvangsauktion over gården og bryggeriet. Køberen var landmand Edvin Jørgensen fra Vestlolland og han gav 95.000 kr. for hele ejendommen. Kort efter overtagelsen bortforpagtede Jørgensen bryggeriet til Valdemar Christensen, som havde en fortid som ølkusk ved et bryggeri i Rødby.
 
Da dette bryggeri i Rødby heller ikke gik så godt flyttede Valdemar Christensen til Holeby, hvor han fra den ene uge til den anden ikke mere kørte med øl fra Rødby, men fra Holeby, og det i næsten samme område. Flere steder hvor der ikke var nogen hjemme, satte han uden videre øllet fra Holeby. Nogle kunder var utilfredse hermed, medens andre mente at det kunne være uden betydning, hvor øllet kom fra, når blot man handlede med Christensen, som man altid havde gjort.
 
Efter yderligere nogle år køb han hele bryggeriet tillige med den imellem bryggeriet og landvejen beliggende have. I øvrigt opførte han senere et beboelseshus på denne grund, og herefter har bryggeriet været drevet helt adskilt fra gården.
 
Valdemar Christensen døde i 1949 og herefter var det hans enke, som drev bryggeriet videre, indtil en svigersøn, Mogens Jokumsen, i 1955 overtog. I 1957 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab, Holeby Bryggeri A/S.
 
I 1982 ophørte bryggeriet med at fremstille hvidtøl selv, og i en årrække kørte bryggeriers vogne rundt og solgte hvidtøl fra Maribo Bryghus, men med Holebyetiketter på flaskerne. Dette ophørte i 1986.
 
Samme år blev virksomheden overtaget af Jens Nielsen, som fortsatte med fremstillingen af mineralvand, æblemost, frugtsaft i endnu nogle år.
LF_Basic_payoff_CMYK lille